St. Eustatius

DEN EUROPÆISKE FREDSFACILITET: En EU-fond uden for budgettet, der skal skabe fred og styrke den internationale sikkerhed

Bruxelles, 13/06/2018 - 10:53, UNIQUE ID: 180612_3
Factsheets

Nu, hvor Den Europæiske Union står over for en vanskeligere international situation, har den brug for at intensivere sin indsats for at blive bedre rustet til at forebygge konflikter, skabe fred og styrke den internationale sikkerhed. Ved at foreslå en ny europæisk fredsfacilitet tager Den Europæiske Union endnu et skridt i retning af at konkretisere sin rolle som global aktør.

Det er den højtstående repræsentant, der fremsætter forslaget om at oprette en europæisk fredsfacilitet på 10,5 mia. EUR som en fond uden for EU’s budget og flerårige budget. Den vil muliggøre finansiering af operati­onelle aktioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der har indvirkning på militær- eller forsvars­området. Den vil samle de nuværende sikkerheds- og forsvarsrelaterede mekanismer uden for budgettet, nemlig Athenamekanismen og fredsfaciliteten for Afrika og dermed overvinde deres mangler og begrænsninger.

HVORFOR ER DER BEHOV FOR EN EUROPÆISK FREDSFACILITET?

Formålet med fredsfaciliteten er at:

Øge effektiviteten af operationerne: Fredsfaciliteten skal finansiere de fælles omkost­ninger til EU’s militære operationer og missioner som led i den fælles sikkerheds- og for­svarspolitik. Den vil sikre, at der er EU-midler til rådighed på permanent basis, hvorved hurtig deployering lettes, og fleksibiliteten øges. Hidtil har kun en relativt lille andel – 5-10 % – af omkostningerne til militære operationer været omfattet af fælles finansiering, der er foregået via Athenamekanismen. Med fredsfaciliteten foreslås en betydelig øgning af de fælles om­kostninger, så der kan sikres større solidaritet.

Støtte partnere: Fredsfaciliteten vil give EU mulighed for at bidrage til finansieringen af militære fredsstøttende operationer ledet af internationale partnere på globalt plan. Hidtil har fredsfacili­teten for Afrika kun givet mulighed for finansiering af afrikanskledede fredsstøttende operationer.

Gennemføre bredere tiltag: EU har i øjeblikket begrænset kapacitet til at deltage i militæ­re eller forsvarsmæssige tiltag såsom kapacitetsopbygning, uddannelse, tilvejebringelse af udstyr eller infrastruktur. Fredsfaciliteten vil bidrage til kapacitetsopbygning i partnerlandes væbnede styrker for at bevare freden, forebygge konflikter og imødegå trusler mod sikker­heden. F.eks. oplever EU’s militære uddannelsesmissioner til tider, at partnere ikke kan drage tilstrækkelig nytte af de erfaringer, der er høstet under uddannelse, ofte på grund af manglen­de basalt udstyr eller faciliteter. Fredsfaciliteten vil gøre det muligt for EU at yde omfattende støtte gennem integrerede pakker, der kan omfatte uddannelse, udstyr og anden støtte. Det vil bidrage til at sætte partnere i stand til selv at håndtere kriser og sikkerhedsudfordringer.

Fredsfaciliteten vil dække udgifter, som ikke kan finansieres over EU’s budget, fordi de har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (jf. artikel 41, stk. 2, i traktaten om den Europæiske Union). Dermed vil den bidrage til at maksimere virkningen, effektiviteten og bæredygtigheden af EU’s eksterne tiltag for fred og sikkerhed.

Gennem fredsfaciliteten kan EU gøre mere og handle hurtigere ved hjælp af militære og forsvarsmæssige midler, når det er nødvendigt.

FINANSIERING

Fredsfaciliteten vil blive finansieret gennem bidrag fra EU’s medlemsstater efter en fordelingsnøgle baseret på bruttonationalindkomsten. Der foreslås et loft på 10,5 mia. EUR over en periode, der er sammenfaldende med den næste flerårige finansielle ramme.

Fredsfaciliteten vil forenkle og strømline finansieringsordninger, der tidligere var forskellige, navnlig Athenamekanismen og fredsfaciliteten for Afrika, og samtidig åbne mulighed for maksimal fleksibilitet og fuld funktionalitet. Det er Rådet, der træffer afgørelse om tiltag, der finansieres via faciliteten, og medlemsstaterne sikres kontrol gennem et forvaltningsudvalg.

VIL DEN EUROPÆISKE FREDSFACILITET ERSTATTE ANDRE EU-FINANSIERINGSINSTRUMENTER?

  • Fredsfaciliteten erstatter fredsfaciliteten for Afrika og Athenamekanismen. Den vil fortsætte finansieringen af tiltag, der i øjeblikket støttes gennem disse instrumenter, men vil gøre det muligt for EU at overvinde geografiske og tematiske begrænsninger og bygge videre på de senere års erfaringer.
  • Fredsfaciliteten er ikke beregnet til at finansiere udgifter, som kan finansieres over EU’s budget.
  • Støtten til partnere via fredsfaciliteten har til formål at forfølge EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål, sådan som de afspejler sig i traktaten om Den Europæiske Union. Den vil blive underlagt streng kontrol, herunder overholdelse af demokratiske principper og standarder for menneskerettighederne.
  • Der vil blive sikret overensstemmelse mellem de tiltag, der finansieres via fredsfaciliteten, og andre tiltag, der iværksættes under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller andre af EU’s udenrigspolitiske instrumenter, f.eks. kapacitetsopbygning til støtte for sikkerhed og udvikling.
Editorial Sections: